Christiansø er udnævnt til naturpark

”Christiansø er et helt specielt sted i Danmark. Her er en historie og en natur, som man ikke finder andre steder i Danmark, og det er et stort og vigtigt havområde, der også indgår i naturparken.”

Friluftsrådets bestyrelse december 2019

I 2018 blev Ertholmene også optaget som et af 15 steder i kongeriget optaget på Danmarks Naturkanon, og er dermed certificeret som et unikt og seværdigt sted i Danmark

Der findes intet sted i Danmark som Ertholmene. Uanset hvor man står på øerne, vil man stå i en fantastisk blanding af unik natur og unik kulturhistorie.

Juryens begrundelse november 2018

Naturen på Ertholmene er mangeartet og afvekslende. På få hundrede meter kan du bevæge dig fra stormende klippekyster over skyggefulde skovstrækninger til lun haveidyl.

Ertholmenes enestående naturværdier har været fredet siden 1926. I dag er øerne omfattet af en lang række fredninger og internationale beskyttelser af både natur, kultur og dyreliv, og øerne hører til blandt de bedst beskyttede naturområder i Danmark.

På Græsholm, hvor der er adgangsforbud, findes en af landets største havfuglekolonier. Her yngler i tusindvis af sølvmåger, og her findes Danmarks eneste bestand af alk og lomvie. Fuglene lever her, fordi der er fred og masser af mad i form af den lille sildefisk brisling, som findes i store stimer omkring øerne. Fuglene kan let ses med en kikkert fra Frederiksø.


På de beboede øerne ruger over tusind edderfugle. Deres reder findes overalt, selv langs de mest befærdede strøg. Fuglene er godt camoufleret og stoler på, at menneskene ikke generer dem.

Forår og efterår besøges øerne af mængder af trækfugle, fra traner til fuglekonger. Der er altid flest trækfugle i stille, diset vejr. Der er set 302 forskellige fuglearter på øerne.

Øernes mange vandhuller rummer en rig forekomst af padder. Her lever skrubtudse, lille vandsalamander og de to sjældne arter grønbroget tudse og grøn frø/latterfrø.

I de senere år har der været flere hundrede gråsæler i farvandet omkring Ertholmene, flere end noget andet sted i Danmark. De holder mest til ved det lille klippeskær Tat, som ligger nord for Græsholmen.

Christiansø Naturparkråd består af:

Forperson Nina Bonnén Mourier

Henry Ingemann Provstgaard

Lars Holmsted

Ole Hertz

Anders Mosbech

Magnus Heide Andreasen

VIL DU VIDE MERE OM DANMARKS NATURKANON?
VIL DU VIDE MERE OM DE DANSKE NATURPARKER?