Klimaet på Ertholmene er mere tørt og solrigt end i det øvrige Danmark. Som gennemsnit er lufttemperaturen den samme som i resten af landet, men den månedsvise fordeling er noget anderledes. Det skyldes, at havets temperatur har væsentlig indflydelse på luftens temperatur, og på Ertholmene har månederne oktober-januar en noget højere temperatur, mens månederne marts-juni har en lavere.
De lave havtemperaturer om foråret bevirker blandt andet, at en række planter og træer springer ud 2-3 uger senere end f.eks. på Sjælland.
Christiansøs klima og natur er meget påvirket af det omkringliggende hav og af den granit, som øerne består af. Begge dele suger varme til sig i sommermånederne. Det betyder, at der er lunt langt hen på efteråret, til gengæld er foråret, på grund af kolde havtemperaturer, køligere, så løvspringet indtræffer derfor lidt senere her end i resten af landet.