Geologi

Spor af isen i granitten: ca. 15 centimers seglformede mærker

Christiansøs geologi

Dannelsen af Bornholm og Christiansø (Ertholmene) er nært forbundne, idet begge er en del af det gamle skandinaviske grundfjeldsområdes sydlige grænse. Langs denne sydgrænse findes en vældig forskydningszone, der kan følges fra Skagerrak gennem Sydsverige og Østersøen og videre helt ned til Sortehavet.

Bornholm og Ertholmene er dannet som to selvstændige afknækkede ”stumper” af det gamle grundfjeld og ligger midt i denne store forskydningszone. Det skandinaviske grundfjeld dækker store dele af Norge, hele Sverige og Finland samt havbunden under den nordlige del af Østersøen.

Ertholmene består ligesom store dele af Bornholm af 1400-1700 millioner år gammel granit. Granitten kan bedst sammenlignes med Hammergranitten, der ses på den nordvestlige del af Bornholm. Men der er alligevel væsentlige forskelle. Hammergranitten er typisk kendetegnet ved røde pletter der skyldes jernudfældninger i mineralkornene. Disse ses kun sjældent på Ertholmene, ligesom mineralkornenes størrelse generelt er mindre på Ertholmene. Det er derfor tvivlsomt, om det er det samme granitlegeme, men samtidig en indikation på, at Ertholmene faktisk er en selvstændig løsrevet grundfjeldsblok.

Når man går på granitoverfladen, kan man se, at den er slebet og afrundet af istiders afhøvlende virkning; der ses skurestriber mange steder på øerne, ligesom man mange steder kan se seglformede mærker efter isen.

Hvis man har øjnene godt med sig, kan man - ud over talrige pegmatitter (områder eller lommer i granitten med meget store mineralkorn, mere end 1 meter) - også se sprækker fyldt ud med sandsten, såkaldte sandstensgange. Der ses en enkelt sandstensgang på Frederiksø, men på Græsholmen er de talrige. En af dem er mere end 1 meter bred; den er formentlig den bredeste i Danmark. Disse gange er dannet ved, at der for mange millioner år siden er skyllet sand ned i åbne sprækker, hvorefter sandet er blevet hærdet.

 

VAND EFTER MERE END 300 ÅR

”At finde godt drikkevand dybt nede i et gammelt grundfjeldsområde er ikke noget, der sker hver dag! Selv for en garvet geolog som mig, var det en stor oplevelse og én af de helt særlige faglige landvindinger”. 
Klaus Fynbo Hansen, geolog

I 2006 udførtes 9 dybe boringer i sprækkerne ud fra den formodning, at her kunne der være vandreservoirer. Det viste sig at være rigtigt; i ca. 50 meters dybde findes tilstrækkelige vandmængder til, at øens selvforsyning med drikkevand i princippet er sikret. Mange hundrede års vandforsyning fra de naturlige regnvandsreservoirer på øen (udvidede ved bortsprængninger af sten til fæstningsbyggeriet) synes således at have nået sin afslutning.

Øboernes vandforsyning er i dag sammensat ved en kombination af indvinding af grundvandet og afsaltning af havvand (osmose).