Livet på øen

At bo på en fæstningsø

Livet bag fæstningsmurene har udviklet sig igennem tiderne, men rammerne er stort set uændrede. I dag danner Christiansø ramme om et lille civilt samfund med ca. 80 fastboende.

Selv om livet på en afsides ø er anderledes end i resten af Danmark, er der også tale om en hverdag med gøremål, der på mange måder minder om andre steder i landet.

Ti håndværkere er beskæftiget med vedligehold og renovering af de mange bygninger, fæstningsværkerne og naturen.

En mindre gruppe af øens beboere har eget erhverv: Ruths Kryddersild, frisør Salon Klippe Skær og Christiansø Gæstgiveri.

 

Øens mange besøgende

Hvert år besøger ca. 45.000 turister Christiansø for at opleve den særlige stemning. I sæsonen kommer desuden en række kunstnere til øen for at arbejde og sælge deres kunst.

Øerne besøges også af mange fugleinteresserede, som kommer for at studere de fredede og sjældne arter og ringmærke mange af de trækfugle, der raster på øerne.

Hver årstid har sin charme. Om vinteren er der en sjælden ro, om sommeren er de mange besøgende med til at give øen et frisk nyt pust.